Menu

Nyhedsbrev Juni 2016

Kære alle fodboldforældre i Skovshoved Idræts FORENING.

 

Hermed det første nyhedsbrev som vi vil udsende 2. gange årligt til ungdommens forældre i SIF hvor vi ”kort” vil ridse op hvad der ret beset foregår på de øvre/indre linjer i SIF. Vi håber I vil bruge 5 minutter af jeres travle hverdag på at læse dette nyhedsbrev, så I også kan følge med i hvad der sker og er sket i jeres barns fodboldverden. Dette første nyhedsbrev er lidt langt, men hvis I lover at læse det så lover vi at de næste bliver kortere!

 

Vi er 3 nye i bestyrelsen, som blev valgt ind for ca. 2 måneder siden. HVORFOR vælger man så at bruge endnu flere ubetalte timer nede i vores klub? Det gør vi fordi vi synes noget halter, og samtidig er trætte af at høre, for mit vedkommende, 11. år i træk, ”hvorfor gør klubben ikke sådan og sådan?”.

 

Så må man selv tage affære, og gøre den ekstra forskel for andre folks børn, så vores gode klub kan blive endnu bedre.

 

Hvad er nyt, hvor langt er vi kommet og hvor vil vi hen?

 

Vi mener det er vigtigt at uanset om man er helt ny U6 spiller eller spiller på U17, at forældrene har en klar BESKRIVELSE af hvad der venter dem og forlanges af dem. Indtil nu har hver årgang haft sit eget liv, styret af den forælder, som tog ansvaret for at føre børnene igennem systemet. Det gør vi nu op med og laver en strukturplan for hele ungdommen til hjælp for alle vore frivillige, spillere, kontor, forældre osv.

 

Vi er 3 nye og nu 7 frivillige kræfter i bestyrelsen og har allerede sat flere positive initiativer og forandringer i gang, herunder:

 

Ny strukturplan pr. årgang fra U6-U17 er sat i gang, og bliver sendt rundt til de årgange det vedrører inden ferien. Vi har beskrevet ALT lige fra træneransvar til kostpolitik til konsekvens af manglende forældreopbakning. Vi har prøvet at dække så meget som muligt, og vil løbende redigere i den til alles fordel. Det er den struktur den udviklings- og talentansvarlige samt fodboldkontoret forholder sig til og arbejder efter.

 

Ungdomstrænere Vi forsøger at skaffe (imod betaling) en masse ungdomsspillere fra U13 og opefter, som kan blive assistenttrænere fra U6 til U12. For at øge indsatsen på bredden, samt hjælpe de frivillige forældretrænere, der historisk er få af på breddeholdene. Vi har lavet et stillingsopslag, der vil blive rundsendt/udleveret til alle spillere/forældre i U13-U19 årgangene. Så i forældre til spillere i de årgange U13-U19 må meget gerne spørge jeres barn om det ikke var noget for vedkommende, både at tjene lidt penge samt gøre en forskel for nogle andre glade børn - Vi behøver al den hjælp vi kan få. I kan skrive på fodbold@skovser.dk hvis mere info ønskes.

 

Årgangsbudget Hver årgang får et budget, som den årgangsansvarlige er ansvarlig for. Pengene kan bruges til f.eks. stævnegebyr, afslutning, is, m.m. Det er årgangens frivillige, som i fællesskab finder ud af hvad budgettet skal bruges til. Det årlige beløb meddeles til den årgangsansvarlige inden ny sæsonbegyndelse.

 

Årshjul Der er lavet et årshjul, så den FRIVILLIGE årgangsansvarlige VED hvad han/hun skal lave af opgaver for årgangen til gavn for en masse børn.

 

Trænerkurser Vi har indført vore egne to trænerkurser, hvor man kan blive ”uddannet” i hvordan man egentlig kan træne børn, øvelser samt lidt om klubbens filosofi. Et kursus ligger i september og et i maj måned. Begge varer ca. 4 timer og giver en masse indsigt i træning af børn. Indbydelse dertil kommer igennem klubben direkte til alle forældrene.

 

Kampe ALLE skal tilbydes kampe og gerne mange af dem. Vi mener man skal/kan hvis man vil, spille kampe fra første dag man møder op til træning, og derfor vil vi tilbyde alle spillere, at spille kampe allerede fra U6. De skal spille så mange kampe, som forældrene orker at køre dem til.

 

Årgangsmøder Der VIL blive afholdt årgangsmøde for samtlige årgange enten sidst i august eller start september, så alle forældre eller spillere bliver oplyst om hvad de kan forvente for året. Der vil altid være en fra bestyrelsen samt den udviklings- og talentansvarlige tilstede, så man kan få berørt alle emne. Der vil blive fremsendt en dagsorden klubben diktere, men hvor man selvfølgelig kan få årgangens egne punkter sat på. Dette styres af den årgangsansvarlige.

 

Hold i klubben For første gang i umindelige tider har SIF hold med i alle rækker optil U21. Det er noget vi kan være stolte af. Klubben kan fastholde spillerne i klubben især fra U17 hvor det i mange andre klubber ikke kan lade sig gøre at stille hold. Så stort cadeau til trænerne omkring disse hold, at de har gjort det sjovt, spændende og udviklende at være i vores klub.

 

Udvikling- og talentansvarlig ugentlig kontortid: Vi har forlænget Jan Lauritzens aftale med 1 år og samtidig gjort det muligt at han skal have en ugentlig kontortid nede i klubben hvor man kan snakke, diskutere, få hjælp osv. Han skal være mere tilgængelig for alle, og det er allerede en stor hjælp for mange FRIVILLIGE trænere og ledere.

 

Boldrums politik Den er ændret fra den nye sæson som kommer, så alle frivillige trænere får deres egne bolde, veste og kegler til deres egne hold. Man er selv ansvarlig overfor disse hele sæsonen. Man får tildelt hængelåse og nøgler til boldburene så man har mulighed for at opbesvare sit ”grej” deri.

 

Sportslig målsætning Det er den der er mange ”spøgelser” omkring i klubben. Bestyrelsen har bestemt at klubbens 1. hold ikke skal spille lavere end Københavnsserien (læg mærke til der er ingen målsætning om at man SKAL rykke op som rygterne går på). Vi mener det er vigtigt at vi allerede fra u15 giver vore spillere mulighed for at stifte bekendtskab med seniorbolden. Spillestilen skal ændres så alle spiller 11-mandsbold på samme måde som klubbens førstehold. Trænerne på klubbens 2 øverste hold forpligter sig til at se kampe og tildele vore ungdomsspillere træningstid med klubbens 1. og 2. hold så disse får chancen på klubbens højeste plan. Klubben vil fortsat lave vore egne spillere frem for at betale ”fremmede” for at løbe rundt i SIF’s blå trøje hvorefter de flyver videre. Vi skal fremelske klubfølelsen og klublivet fremfor spillere udefra, som spiller for pengenes skyld.

 

Betalte trænere udover at betale en masse ungdomsspillere for at hjælpe til med træningen fra U6 til og med U12 så er det klubbens målsætning (og håb) at man kan finde dygtige udefrakommende trænere til 1. holdene fra U13 og opefter. Disse skal varetage hele årgangens trivsel og følge den plan vi lægger, som skal være den blå tråd både spillemæssigt og strukturmæssigt fra u13 til 1. holdet. Det er aldrig prøvet før i klubben men vi satser på det kan lade sig gøre med de rigtige mennesker på de rigtige steder, men forvent ikke det lykkes allerede i år. MEN vi VIL derhen!

 

Sponsorer, Penge kan man aldrig få nok af, ej heller i en fodbold forening. Så vi er ved at lave en sponsorfolder hvor man enten kan støtte sit barns årgang eller ”kun” hans /hendes eget hold. Men den er på trapperne og ved du/i en masse om dette så skriv gerne, hjælp kan vi FRIVILLIGE aldrig få nok af.

 

Fodbold Fitness Hver mandag fra 20.30-22.00 på kunststofbanen er der fodboldfitness, som er forbeholdt klubbens trænere som mødes og spiller kamp imod hinanden. Det er en god mulighed for at både få rørt sig, spillet noget (god) fodbold samt danne netværk både i form af sit professionelle virke eller ”bare” som klubtræner hvor man kan få indblik i hvordan ”de andre” gør. Pris pr. år : 250,00 kr ( og man spiller HELE året;-) ). Kontakt Christian Kjær som er ”chef” for dette på: christian.eiholm.kjaer@mail.dk og han vil sørge for at du/i kan spille med;-)

Hvorfor skal det så koste at spille med? Vi har valgt at det koster ca. 5,00 kr. pr gang året rundt for så bliver man medlem af klubben og dermed har man en stemme når der skal vælges til f.eks. bestyrelsen for det har man ikke når det ”kun” er ens barn der er medlem.

 

Overnatning i klubben, det er der ingen der ved at man rent faktisk kan. Så vi er ved at lave en folder/manual som beskriver det i enkelthed hvordan man nemt arrangerer overnatning i klubben for enten sit hold eller en hel årgang. Det er en god ”prøvelse” inden man begynder at rejse rundt i Europa (eller bare i DK) hvor man deltager i stævner med overnatning…og børnene elsker det.! Men hold øje med hjemmesiden, folderen bliver også sendt til årgangsansvarlige.

 

Skovser Camp/mini camp, Disse har vi ikke haft indflydelse på eller aktier i MEN med det vi har set og fået oplyst og det vi har tjekket må det siges at camps i år bliver de mest velorganiserede og med de bedste trænere klubben nogensinde har afholdt, så vi håber mange af vore ”egne” spillere vil prøve kræfter i disse.

 

Det var lidt om hvad vi har nået foreløbig i vores fritid…. MEN nu et opråb!!

Man hører tit i klubben ”hvorfor gør klubben ikke noget” og jeg tror/ved MANGE af os frivillige efterhånden er trætte af at ”forsvare” at man jo selv er klubben. Det er der åbenbart enkelte individer, der ikke kan forstå eller vil rette sig efter, SÅ:

Du/i/jeg ER klubben, du/i /jeg er meldt ind i en forening og foreningslivet består af FRIVILLIGE. Altså FRIVILLIGE som gør en forskel for en masse børn. Vores betaling er de glade børn og at kunne give dem oplevelser, samt se dem udvikle sig som spillere og mennesker. Så vi vil skrive i ALLE årgangsstrukturer så ALLE ved hvad det vil sige når man er meldt ind i kommunens bedste klub - dette under rubrikken: forældrerollen:.

 

Forældrerollen

Skovshoved IF er en forening drevet af frivillige forældretrænere. Som forældre bliver i involveret i træningen som træner/kampleder ved stævner. Hvis ikke der findes opbakning og nok frivillige forældretrænere vil de enkelte hold blive nedlagt. Uden forældretrænere - ingen årgang - ingen klub… !

Og ja, vi er en forening hvor al træning i Børne/ungdomsfodbolden er jer forældre som gør en frivillig indsats, og ja det er lidt ”op af bakke” engang imellem når man står med 15 glade børn og en masse andre forældre på linjen som ikke tager del i træningen og som bare forventer ”klubben” træner deres børn.

 

DE skal bare kunne forstå at de selv er klubben og er en del af noget som børnene faktisk holder meget af, især hvis ens mor eller far støtter op, uanset om det er som træner, dommer, vandbærer, frugtskærer, heppekor eller bare er der og tager del i et hele og opnår venskaber iblandt de andre børns forældre.

 

Det vil gøre det hele lettere for alle parter hvis vi alle løftede i flok og skaber den gode klub vi kan/skal være i de fantastiske rammer vi nu engang har. Der vil ALTID være utilfredse forældre og der vi altid være uengagerede forældre og det er der og det skal der være plads til ellers forbedrer vi os ikke, MEN utilfredse uengagerede forældre er ødelæggende for den frivillige ånd som holder Skovshoved Fodbold kørende og det må vi sammen gøre op med, det tjener børnene bedst, så må vi voksne komme i anden række.

Så husk alle trænere/holdledere/årgangsansvarlige/bestyrelsesmedlemmer ALLE er frivillige og faktisk gør en kæmpe indsats og prøver at gøre en forskel for andre folks børn. Så hører du til kategorien utilfreds uengageret forælder så forvent ikke den helt store forståelse fra alle os andre!

 

Vi er alle frivillige..selv tak!

 

Vi ved det er lidt ”hårdt” skrevet men vi må og skal beskytte dem som GIDER og skal ikke bruge en masse frivillig tid på dem som ikke gider, så nemt er det!

HJÆLP til synlighed, har du forstand på /arbejder med / har en ide om HVORDAN vi gør frivilligheden mere synlig til glæde for alle dem gør en indsats så vil vi MEGET gerne have hjælp til dette….så skriv endelig på fodbold@skovser.dk og tilbyd din/jeres hjælp..vi kan bruge al den hjælp vi kan få. Vi tænker en kampagne under mottoet:

Jeg er frivillig, selv tak!

HVIS der er noget i mener der skal tages hånd om eller noget i mener i kan bidrage med så SKRIV nu endelig på fodbold@skovser.dk så vil Pernille fluks sende videre til rette vedkommende og vi kan få sat endnu flere skibe i søen til glæde for alle spillerne/børnene.

Hjemmesiden. Vi har fået ny og flot hjemmeside, og vil meget gerne høre fra jeres hold. Tag et billede fra jeres stævner, træning eller bare et flot billede ude fra banerne. Siden lever med jeres input, så send en masse billeder, videoer og tekst til fodbold@skovser.dk

I og jeres herlige unger ønskes hermed en god sommer hvor vi håber og tror at fodbold i form af stævner, kampe, afleveringer, skud på mål, tacklinger, hovedstød, indkast, redninger, saksespark, højdere, jongleringer, tilbageløb, helflugtere samt dejligt vejr og ikke mindst en masse kolde is og meget andet bliver en del af skoleferien.

Med venlig hilsen

Lars Ibsen

SIF Ungdom